fredag den 30. november 2012

Filmen "Ultra"

(Info om muligheden for at følge løbet på Bislett kan læses efter dette indlæg)

I går aftes var jeg til Dansk Adventure Film Festival i København, hvor den danske løbefilm "Ultra" med 25-årige Andreas Carlsen blev vist.

Filmen følger Andreas´s forberedelser og deltagelse i 2 kendte ultraløb: Western States 100 (100 miles = 161 km) samt Spartathlon (246 km). Delen om forbedelserne springer lidt rigeligt efter min mening, men der er mange virkelig flotte billeder fra både sommer- og vintertræning i ind- og udland. Især Sverige er et yndet sted for højdetræning. Om skuffelsen ved at måtte trække sig fra WS 100 efter 81 km pga. en knæskade, der også begrænsede træningen til Spartathlon.

Her følger, i mine øjne, filmens bedste del: løbet i Grækenland. Her får man for alvor indblik i de kampe, der kæmpes undervejs både fysisk og mentalt. Som bekendt blev det et sandt varmehelvede med 336 startende og 72 i mål, heraf Andreas som eneste dansker på 50. plads.

Filmen begynder med, at Andreas fortæller, at han begyndte at løbe ultra efter at have set en udsendelse med DUUL-løberen Kent Møller og hans deltagelse i Badwater 2007. Jeg har kendt Kent i flere år, og det var glædeligt og sjovt at høre ham omtalt som inspirationskilde. Den slags bliver man glad for at høre som løber, og jeg håber, Kent og Andreas får hilst på hinanden, når filmen vises i Aarhus, for jeg ved, at Kent har købt billet :-)

Er du interesseret i eller løber selv ultraløb, er dette helt sikkert en film, du skal se. Har du løbet lange ultraløb, vil du nikke genkendende til mange ting i filmen, både de gode og de mindre sjove. Som når Andreas bliver sendt videre i løbet ved 81 km, selv om han kaster op, fordi "hver en meter i bevægelse er tjent, og der er masser af plads at brække sig i ude på ruten."

Jeg slutter med et citat af Andreas fra filmen "Hvis du vil være sikker på at komme i mål, så løb 10 km"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar